Denne hjemmeside bruger cookies - små tekstfiler der gemmes på din computer for at give dig en bedre brugeroplevelse. Generelt bruges cookies til at huske brugerpræferencer og til at optage anonyme sporingsdata igennem programmer som Google Analytics.
Normalt gør cookies din websurfing bedre, men du kan også vælge at slå cookies fra på denne side og andre sider. Den nemmeste måde at gøre dette er ved at slå cookies fra i din browser. Jeg ville foreslå at du kigger i Hjælp sektionen for din browser eller tager et kig på About Cookies hjemmesiden, der har vejledninger for alle moderne browsere.
De primære dokumenter til deling på denne side må være mine større afhandlinger fra mine studier. Dette være sig min SSO fra min gymnasietid, mit førsteårsprojekt, mit bachelorspeciale og mit kandidatspeciale. Disse kan alle findes nedenfor. Efter dette er der en kort beskrivelse af menupunkterne der hører til denne del af hjemmesiden - som en hjælp til navigationen.
Mit kandidatspeciale omhandlende superstrukturen kendt som staging fra det strukturelt lignende materiale LaNiCuO(4+y), undersøgt med både neutroner og røntgenstråling.
Der er også lavet en underside på denne hjemmeside dedikeret til denne opgave, denne kan findes her.
Mit bachelorprojekt, skrevet sammen med en enkelt anden person, omhandlende moderering af neutroner, af neutronfluxens afhængighed af moderatorgeometri.
Der er også lavet en underside på denne hjemmeside dedikeret til denne opgave, denne kan findes her.
Mit førsteårsprojekt, skrevet sammen med to andre, omhandlende målingen levetiderne for den eksiterede tilstand af kobber til henfald ved K alpha 1 og K alpha 2 overgangene.
Min SSO ("Større Skriftlige Opgave") fra december 2006 om teorien bag en magnetisk optisk fælde og omkring et forsøg udført over to dage på H.C. Ørsted Institutet i samarbejde og under vejledning af specialestuderende Louise Kindt og Anders Brusch. Hvis man kan lide databehandling af data der ingen mening giver så er denne her opgave guf!
Alle de andre dokumenter
Nedenfor er en kort oversigt over indholdet af menupunkterne under denne side. Dette er en simpel samling af dokumenter som jeg har lavet over årene, og som jeg mente gav mening at dele med resten af verden. Mange af dem er på dansk, men en del af de nyere dokumenter er på engelsk - så er du advaret.
Her fremviser jeg alle de postere jeg har præsenteret igennem mine år som kandidat og PhD studerende, bare i det tilfælde at nogen skulle være interesseret.
Jeg har lavet rigtig mange notesæt og formelsamlinger for de kurser jeg har deltaget i. Indtil videre er en enkelt af dem blevet udgivet (den jeg lavede til MatIntro), mens resten nok aldrig bliver det. Disse er til gengæld frit tilgængelige her på hjemmesiden som PDF filer!
Samlinger af rapporter
Disse er rapporter og artikler skrevet og afleveret som en del af mine studier - både i årene før mine universitetsstudier (i løbet af gymnasiet), og fra under mine universitetsstudier.
De fleste af disse er på dansk, men en del af universitets-laboratorierapporterne fra mine senere år er på engelsk (lige siden neutronspredningskurset).
Denne underside indeholder fysikrapporter hele vejen frem til fysik på A niveau. Hver rapport har en lille beskrivelse af formålet med øvelsen, samt info om antal sider og den givne karakter.
Denne underside indeholder kemirapporter hele vejen frem til kemi på A niveau. Ligesom for fysikrapporterne har hver rapport en lille beskrivelse af formålet med øvelsen, samt info om antal sider og den givne karakter.
Dette er en liste over de forskellige laboratorierapporter jeg (ofte som del af en gruppe) har lavet i løbet af de kurser jeg har fulgt på universitetet under mit fysik-studie. Disse har ikke karakterer, men blev alle godkendt.
Bemærk også at dette kun er mine laboratorierapporter. Jeg har lavet mange andre afleverede opgaver igennem mine kurser, og disse kan findes under de individuelle kurser under Studier i stedet for.
Nedenfor er det muligt at hente alle de forskellige formelsamlinger som jeg igennem tidens løb har skrevet til de fleste af de kurser jeg har deltaget i.
Jeg har dog ikke lavet formelsamlinger i fag hvor der var løbende evaluering, da jeg her ikke lige havde den ekstra tid til at arbejde i dybden med tingene - hvilket jeg kan nå når jeg sidder og har læseferie.
Bemærk at alle disse formelsamlinger er bygget op med det ene formål at jeg selv har kunnet lære at overskue stoffet og bruge det hurtigt i en eksamenssituation. Sig endelig til hvis du finder fejl i stoffet - men at bede mig om at ændre i skrivemåder og forklaringer har ingen nytte. Jeg har simpelt hen lavet dem på den måde jeg selv kunne lære mest af.
Formelsamlinger til matematiske fag
Introduktion til matematik (MatIntro)
Denne formelsamling blev oprindeligt lavet til den sidste af prøverne i MatIntro, med en opsamling over hele fagets pensum.
Siden hen har jeg fået den udgivet hos Forlaget SB, og formelsamlingen kan købes i Bogladen og på diverse onlineforhandlere af bøger, til den moderate sum af 39,- kr. Den har ISBN-nummer 9788791433627.
Af samme grund kan jeg heller ikke tillade downloads af samlingen mere, hvorfor den kun er her for komplethedens skyld.
Introduktion til matematik (MatIntro) - NY UDGAVE
Dette er en ny-udgivelse af min gamle matintro-formelsamling, der indeholder alle de gamle og afprøvede formler, sammen med flere nye forklaringer, formler og figurer. Den er blevet gennemarbejdet endnu bedre, og kan bruges af en bredede skare af studerende (og er også mere relevant for videre kurser, og andre bøger).
Den er udgivet hos Polyteknisk Forlag, og kan købes online og i Polyteknisk bogladerne, til lige under 50 kr. Den har ISBN-nummer 8770782407/9788770782401 (2. oplag med en enkelt rettelse, fra sommeren 2014, har ISBN 9788750210726).
Denne formelsamling er knapt så omfattende som mine andre formelsamlinger. Jeg har opbygget formelsamlingen over en anden formelsamling jeg fandt til samme kursus, og har sådan set bare udbygget og omskrevet denne. Derfor gennemgår denne samling ikke trivielle ting som Gauss-elimination og begreber som lineære ligningssystemer.
Denne formelsamling gennemgår hele det omfattende pensum i MatF, og kommer altså rundt om rækker og grænser, vektorfelter, linie-, flade- og rumintegraler, Fourierrækker og partielle differentialligninger løst både med og uden separation af de variable.
Dertil kommer en god bunke huskeregler til løsninger af typeopgaver, der næsten altid dukker op til eksamen, samt en række parameterfremstillinger og regneregler. Til sidst i samlingen er der et større indeks som man kan slå op i for at finde hurtigt rundt i dokumentet.
Denne formelsamling indeholder en gennemgang af emnerne rotation af stive legemer, rotationel bevægelsesdynamik, ligevægtstilstande, tyngdekraft, periodisk bevægelse og mekaniske bølger. Derudover er der i slutningen af samlingen en større tabel over diverse legemers inertimoment inkl. forklarende figurer.
Rundt omkring i formelsamlingen er desuden nogle ret så farverige tegninger af forskellige situationer der bliver forklaret. Jeg havde tænkt mig at lave dem lidt pænere i PSTricks, men jeg fik det aldrig gjort...
Denne formelsamling gennemgår energi i termodynamikken, termodynamikkens hovedsætninger, vekselvirkninger, motorer og kølemaskiner, fri energi og en smule Boltzmann statistik. Der ud over er der en større liste med relevante konstanter og enheder, samt et omfattende indeks til sidst.
Denne formelsamling starter ud med lige at genopfriske den matematik fra MatF der skal bruges for at kunne arbejde videre med faget. Derefter gennemgås emnerne elektrostatik, elektriske felter i stoffer, magnetostatik, magnetiske felter i stoffer og til sidst elektrodynamik med Maxwell's ligninger.
Derefter kommer der en omfattende liste over eksempler med resultater fra bogen over diverse systemer, samt en større liste over enheder og konstanter der er gode at have når man sidder til eksamen.
Denne formelsamling gennemgår den første del af kvantemekanikken, fra bølgefunktionen over Schrödingerligningen, frem til Hilbert rum, flere dimensioners løsninger og identiske partikler.
Bagerst i samlingen er en liste over relevante integraler og matematiske formler, og Fourierserier og -transformationer gennemgås.
Denne formelsamling gennemgår hvordan man regner med elektriske kredsløb. Derefter indeholder den en masse formler angående bølger, generelle bølger, plane bølger, sfæriske bølger og stående bølger. Derefter ses der på elektromagnetiske bølger, og til sidst på potentialer for at se hvordan de elektromagnetiske bølger opstår (den elektriske dipol bruges som et eksempel).
Bagerst i formelsamlingen er en oversigt over regninger med komplekse tal, Fourierserier og -transformationer samt et kort eksempel med en typisk differentialligning.
Denne formelsamling er en oversigt over de vigtigste formler og sammenhænge i pensum fra kurset Fysik 7 - Statistisk fysik. Her gennemgås typisk statistisk matematik, derunder eksperimentielle usikkerheder og termodynamik, samt kvantemekanik og statistisk matematik på dette. Til sidst gennemgås også lidt om fermioner og bosoner, herunder bose-statistik.
Denne formelsamling gennemgår metoderne lært i det videregående kvantemekanik-kursus. Dette er blandt andet pertubationsregning (både tidsafhængig og -uafhængig), WKB-approksimationen og variationsregning.
Bag i formelsamlingen er en samling af integraler og andre matematiske hjælpeformler som vi har brugt igennem regneøvelserne i kurset.
Denne formelsamling er egentlig mere en notesamling. Den beskriver beviser og gennemgår dem i mindste detalje, så der bare ikke er noget der kan misforståes. Den er bygget op efter de otte eksamensspørgsmål som vi blev givet på forhånd, men er på samme tid også bygget op omkring bogens måde at lave tingene på.
Emnerne strækker sig fra D'Alemberts princip og Lagrangeformalismen, over variationsregning og Hamiltonformalismen via oscillationer, og frem til kanoniske transformationer til Hamilton-Jacobi teorien.
Denne formelsamling gennemgår det vigtigste af pensum fra kurset, en-dimensionelle ulineære systemer, to-dimensionelle lineære og ulineære systemer, en-dimensionelle maps, bifurkationer og grænsecykler. Der er ikke rigtig taget noget kaos-teori med, da dette ikke er eksamensrelevant.
Denne formelsamling indeholder størstedelen af det pensum der blev gennemgået i kurset, delt op i de to dele over henholdsvist kernefysik og partikelfysik. Emner der bliver gennemgået er skalmodellen, alfa- og betahenfald, fission samt masser af ting under standardmodellen, som f.eks. leptoner og hadroner, den stærke og svage kernekraft, electroweak teori, kvantekromodynamik mm.
Bemærk dog at indekset i slutningen af formelsamlingen kun gælder for kernepartikel delen af samlingen, da jeg ikke har haft tid til at lave et indeks for partikelfysik delen endnu.
Denne notesamling gennemgår teorien til de syv eksamensspørgsmål stillet til eksamen i kurset. Samlingen er primært lavet så jeg selv har kunnet overskue det rimelig svære pensum i kurset. Jeg går efter kapitlerne i det fulgte notesæt og skriver om de vigtigste beviser, sætninger og metoder. Eksamensspørgsmålene er givet i et appendiks i dette notesæt, hvor jeg også har lavet en lille gennemgang af hvad der giver mening at tale om til selve eksamen.
Jeg havde desværre ikke tid til at lave et indeks i denne notesamling, men det kommer måske en gang.
Denne notesamling gennemgår teorien til de syv eksamensspørgsmål stillet til eksamen i kurset Magnetisme og Magnetiske Materialer. Samlingen er primært lavet til mig selv, for at danne et overblik over stoffet. Jeg går efter kapitlerne i den fulgte bog, Magnetism in Condensed Matter af S. Blundell, og derefter gennemgås de notesæt der også er blevet udleveret. Jeg skriver primært forståelses-ting, og ikke beviser, da disse ikke forventes til eksamen.
Denne notesamling gennemgår teorien til de fem eksamensspørgsmål stillet til eksamen i kurset Eksperimentel Røntgenfysik. Samlingen er lavet til mig selv for at danne et overblik over pensum, og jeg følger kapitlerne i den brugte bog, J. Als-Nielsen og D. McMorrow's Elements of Modern X-ray Physics. Videre gennemgår jeg kort hvad vi lavede i de fem eksperimentelle projekter, hvor der er koblet én til hvert eksamensspørgsmål.
Denne notesamling gennemgår teorien til de fem eksamensspørgsmål stillet til eksamen i kurset Generel Relativitetstori og Kosmologi. Jeg lavede samlingen i løbet af min eksamenslæsning, som en hjælp til at huske det hele, og jeg følger kapitlerne i den brugte bog, Sean M. Carroll's An Introduction to General Relativity - Spacetime and Geometry.
Denne meget korte formelsamling laver en oversigt over ofte brugte formler fra den brugte bog, Henrik Bruus og Karsten Flensberg's Many-Body Quantum Theory in Condensed Matter Physics. Der var en 24 timers tag-hjem-eksamen i kurset, så jeg fik ikke læst meget op.
Jeg har været heldig at få lov til at præsentere et stort antal videnskabelige postere (plakater) ved forskellige konferencer, møder og workshops igennem årene. Her er en oversigt over de postere jeg har lavet, sammen med hvor de blev fremvist.
Her oplister jeg alle de artikler og bøger/notesæt jeg har fået udgivet igennem årene. Jeg lægger de nyeste udgivelser i toppen, bare for at holde listen relevant.
Bemærk at ud over de to matematik-notesæt som jeg har fået udgivet (disse er de nederste to i listen på denne side), så har jeg også forfattet et stort antal notesæt som kan findes til gratis download på denne hjemmeside. Se mere om dette under Formelsamlinger menupunktet.
Denne artikel var min første første-forfatter artikel, og var baseret på det arbejde jeg lavede til mit kandidat-speciale (med lidt ekstra færdiggørelse efter da).
P. J. Ray, N. H. Andersen, T. B. S. Jensen, H. E. Mohottala, Ch. Niedermayer, K. Lefmann, B. O. Wells, M. v. Zimmermann, & L. Udby
Udgivet i Physical Review B 96, side 174106, i 2017
Vi rapporterede om vores røntgen-målinger af staging observeret i flere forskellige prøver af enkelt-krystal LSCO+O. Målingerne blev udført ved en række forskellige temperaturer, hvilket gav os mulighed for at se hvordan stagingen dukker op ved forskellige temperaturer afhængigt af doping i prøverne. Vi rapporterede også om den observerede køle-rate afhængighed, som blev fundet til at afhænge af mængden af Sr doping i prøverne.
Figur 2 fra artiklen - denne viser nogle af vores rå data fittet til adskillige peaks.
Denne artikel blev skrevet af Astrid Rømer, baseret på en række af eksperimenter, hvor jeg deltog i flere af dem.
A. T. Rømer, P. J. Ray, H. Jacobsen, L. Udby, B. M. Andersen, M. Bertelsen, S. L. Holm, N. B. Christensen, R. Toft-Petersen, M. Skoulatos, M. Laver, A. Schneidewind, P. Link, M. Oda, M. Ido, N. Momono, & K. Lefmann
Udgivet i Physical Review B 91, side 174507, i 2015
I denne artikel rapporterede vi om den observerede felt-afhængighed af interplanare magnetiske korrelationer i vores specifikke prøve. Vi fandt at det anvendte magnetfelt forbedrede det magnetiske moment, samt øgede de interplanare korrelationer - dog kun mellem nabo-planer. Det viste sig at disse interplanare korrelationer også kunne tvinges frem gennem en hurtig afkøling i stedet for et anvendt felt.
Figur 4 fra artiklen - denne viser det elastiske signal ved IC positionen versus L i forskellige pålagte magnetiske felter.
Linda Udby var hovedforfatter på denne artikel, der præsenterede det arbejde vi har gjort på vores online e-learning platform for undervisning i neutronspredning.
Linda Udby, Pia Jensen, Jesper Bruun, Peter Willendrup, Helmut Schober, Jürgen Neuhaus, Johan Sejr Brinch Nielsen, Jörg Pulz & Kim Lefmann
Denne artikel blev skrevet som en form for introduktion til vores e-learning-projekt (den gang kaldt VNT, men nu går det under navnet e-neutrons.org). De tre hoveddele af uddannelsessiden (wiki lærebogen, interaktive quizzer og live simuleringer, der køres fra et browservindue) præsenteres i en simpelt forklaret oversigt.
En sidste ting der er værd at nævne, er at vi faktisk fik forsiden for udgaven af Neutron News hvor artiklen med udgivet, og jeg lavede figure. Det er jeg vildt stolt af!
Figur 1 fra artiklen - denne illustrerer værktøjerne i vores e-learning platform, og hvordan de bruges i relationen mellem undervisere, studerende og undervisningsmaterialerne selv..
Den lille blå
- En grundlæggende matematisk formelsamling til MatIntro på KU
Dette er en forbedret version af den tidligere notesamling, udgivet hos et andet forlag, da det tidligere forlag blev købt op af et andet forlag -, der fokuserede mere på bøger for humaniora og mindre på bøger til naturvidenskab.
Jeg lavede flere små rettelser til manuskriptet, og vi trykte det i farver i stedet for gråtoner - og indbandt det nu 37-siders notesæt som en rigtig paperback – hvilket gjorde det til et meget bedre noteset at slå op i.
En af de grafiske designere på forlaget lavede også en lidt over-the-top sej forside til notesættet, ved hjælp af en af de grafer jeg havde lavet sammen med det nye navn, "Den lille blå". Dette nye navn henviser til hvordan de studerende typisk ville bede om mit gamle notesæt i boghandleren, da det faktisk var småt og blåt.
Notesættet er blevet genoptrykt flere gange siden udgivelsen, og en 2. udgave kom ud i august 2014 - med et par rettelser af stavefejl (og en enkelt fejl i en ligning, som var blevet pænt påpeget af en studerende et par måneder tidligere).
Notesættet kan købes hos de fleste boghandlere der appellerer til universitetsstuderende, såvel som online - for eksempel på forlagets hjemmeside.
Den smukke blå forside der blev lavet af forlaget til notesættet.
Formelsamling til MatIntro på Københavns Universitet
– grundlæggende matematik for førsteårsstuderende på de naturvidenskabelige uddannelser
Samling af noter og ligninger til den første-års matematik-kurset for naturvidenskabelige bachelorstuderende ved Københavns Universitet.
Pia Jensen
Udgivet af Forlaget SB i 2008
ISBN: 978-87-91433-62-7
Jeg har altid lært mest fra mine studie-sessioner når jeg skriver ting ned til mig selv - så da jeg læste op til prøverne i løbet af calculus kurset MatIntro på mit første år på universitet, endte jeg med at have mig en temmelig omfattende samling af ligninger og løsningsstrategier.
En ven foreslog at jeg skulle prøve at få noterne udgivet, da de kunne være nyttige for andre studerende når de tog kurset - og selv skulle til prøverne. Jeg fik kontakt med det forlag der kørte bogbutikken på campus dengang, Forlaget SB, og spurgte dem om de ville være interesserede. Til min store overraskelse var de meget ivrige, og resultatet blev denne 30-siders lange udgivelse, trykt i sort og hvid med en hæftet ryg. De følgende år havde jeg den store glæde at se den lille blå bog over alle mulige studiee-områder på campus, især i de perioder hvor MatIntro kurset kørte.
Notesættet kan stadig købes her og der i boghandlere nær universitets områder, men også online - for eksempel på saxo.com. Jeg anbefaler dog at få fat i det nye notesæt (ovenover dette listepunkt) i stedet, da det er en langt bedre formelsamling - og i de fleste tilfælde også billigere.
Standard forsiden til notesættet, sat sammen af forlaget til at passe ind i deres fulde line-up af universites-relevante udgivelser.
Jeg vil uploade nogle af mine billeder her en eller anden dag, men indtil videre kan du tage et kig på de seneste indlæg fra min Facebook foto side i nedenfor. Hvis du klikker på et billede bliver du viderestillet til billedet på Facebook.
Jeg læser fysik på Københavns Universitet, hvor jeg startede sommeren 2007. Jeg afsluttede bachelor-delen i februar 2011 samt kandidat-delen i november 2015 (som en del af et kombineret kandidat og PhD 4+4 projekt), og er nu i gang med at færdiggøre min PhD.
Hvad lavede du før?
Jeg kommer oprindeligt fra Holstebro, og blev matematisk student på Holstebro Gymnasium og HF i 2007, med matematik, fysik og kemi på højt niveau. Jeg endte ud med et snit på 10.2 (10.5 med den nye skala) og et 13-tal i huen for en fysikeksamen. Før det studerede jeg sløjd på Den Danske Husflidsefterskole.
Hvad interesserer du dig for?
Jeg er utrolig glad for computere, faktisk så meget at jeg på et tidspunkt overvejede at studere datalogi i stedet for fysik. Jeg kom dog på bedre tanker, og bruger nu bare computeren lidt ekstra til at lave fysik med.
I gymnasiet gik jeg også mest op i fysik (datalogi undervisningen var ikke rigtig min kop te), og jeg fik blandt andet et 13-tal for min større skriftlige opgave (SSO), hvori jeg skrev om en Magnetisk Optisk Fælde (MOT) i forbindelse med et forsøg på H.C. Ørsted Intitutet (opgaven kan findes under Dokumenter sektionen her på siden).
Foruden computere og fysik, har jeg en stor interesse i fotografering. Jeg har købt mig et rigtig godt D-SLR kamera som jeg tager billeder med, primært makrobilleder. Hvis du vil se noget af det jeg har lavet kan du besøge min DeviantArt profil eller min fotografi facebook side. Nedenfor er links til nogle af mine mere populære fotos:
Men hvad kan du så?
Som computerinteresseret har jeg selvfølgelig lært mig selv en del ting der har med computere at gøre, blandt andet har jeg lært mig selv at bruge diverse kodesprog, programmeringssprog og programmer. For at nævne nogle få (en fuld liste kan ses på mit CV):
Fortran og C
PHP med MySQL
HTML med CSS
LaTeX med PSTricks og beamer
MatLAB, Maple, MathCAD, samt lidt Mathematica og IDL
Adobe Photoshop og GIMP
MediaWiki, Moodle, Wordpress
McStas, og en smule Jana2006 og RMCProfile
Desuden er jeg godt inde i både brugen af Windows og Linux, hvor jeg i den sidste kategori har kørt Ubuntu, Debian, Slackware og Arch Linux. Desuden er jeg vant til at opstille hjemmesider, ikke mindst min egen. Jeg har lavet en enkelt hjemmeside for en af mine tidligere klassekammeraters mors firma (ja det er langt ude). Og så er jeg webmaster på mit rusholds hjemmeside; fys.ku.dk/~knatte, hvor jeg dog praktisk talt bare vedligeholder mailinglisten. Jeg arbejder også med wiki- og undervisnings-systemer for et kursus i neutron-spredning (e-neutrons.org projektet og den tilhørende wiki - tidligere kaldt Virtual Neutrons for Scattering (VNT) projektet) og et introduktionskursus i eksperimentel fysik på universitetet (EFwiki).
Men hvad så med det der fysik?
Med hensyn til fysik har jeg ikke de ekstreme forkundskaber, jeg er bare virkelig interesseret og af natur irriterende meget nysgerrig - og tja så elsker jeg hele tiden at lære nye ting om den verden jeg lever i.
Jeg har valgt at studere "ren" fysik, da jeg ikke rigtig selv har nogen interesse i at rode mig ud i hverken geofysik, biofysik eller astrofysik - de fanger mig bare ikke rigtigt. Egentlig har jeg nok lidt en lille drøm i maven om at blive forsker i et eller andet grundfysik, men jeg har ingen anelse om hvad det skulle være for noget endnu. Det kommer nok en dag. Indtil videre koncentrerer jeg mig om faststoffysik og spredning, og det har vist sig at være ret interessant.
Hvis du er i nærheden, så kan du kontakte mig på mit kontor på universitetet. Du kan også bare bruge den kontakt blanket der er på bunden af denne side. Til sidst kan du også altid prøve at kontakte mig via sociale medier, ved at følge et af de mange links i foden af denne hjemmeside.
Pia Jensen Ray
Ph.D. studerende i fysik
Niels Bohr Institutet
X-ray and Neutron Science Sektionen (XNS)
Universitetsparken 5, bygning D
2100 København Ø
Kontor: HCØ, D311
I årenes løb har jeg formået at tilføje en masse små blogindlæg på denne hjemmeside - fra hele vejen tilbage hvor dette var en lille hjemmeside med en lille blog, som jeg kodede manuelt i PHP. Her er en simpel måde at overskue dem, enten ved at gå måned for måned, efter kategori, eller efter tags.
Dette er hjemmesiden forbundet til bachelorprojektet lavet af Mads Bertelsen og Pia Jensen (nu Pia Jensen Ray) fra Niels Bohr Instututet under Københavns Universitet. Her er det muligt at downloade projektet, kildekoder og nogle af figurerne fra projektet i bedre kvalitet. Download sektionen er i bunden af denne side.
Introduktion
Projektet var et studie af moderatorgeometrier, hvor vi arbejdede både med teori, simulationer og eksperimenter. Vi skrev en simpel simulation for at kunne modelere en boks-formet neutronmoderator med et konkavt hul, for at undersøge fluks-forøgelsen pga. dette hul, sammenlignet med en fluks fra en lignende flad moderator. Vi fandt en forøgelse på 3.5 i både eksperimenter og simulationer, efter tilføjelse af absorption i den simple model.
Typiske downloads
Nedenfor er der links til rapporten, alle kildekoder vist i rapporten, samt målingerne taget i løbet af eksperimentet.
Nedenfor er først de figurer der er vigtigst at se i høj opløsning. Ved at klikke på deres lille billede får du en større version af billedet. Bemærk at der også er links til disse billeder i tabellen nedenfor (og til MATLAB FIG filer for nogle af dem).
Nedenfor er alle figurerne der blev vist i rapporten (undtagen flow-charts), gemt i PNG filer med høj opløsning. Nogle af figurerne kan også hentes som MATLAB FIG filer, så de kan åbnes i MATLAB og ses som om du havde plottet dem selv.
Fotografier fra eksperimenterne
Og så til sidst - i løbet af eksperimenterne tog vi også en del fotografier, for at dokumentere alt det sjov vi havde. Disse er vist nedenfor med små forklaringer til hver. For at få et større billede kan du bare klikke på de små billeder.
Dette er hjemmesiden forbundet til kandidatspecialet skrevet af Pia Jensen Ray fra Niels Bohr Instututet under Københavns Universitet.
Resumé
Højtemperatur-superlederen La\(_{2-x}\)Sr\(_x\)CuO\(_{4+y}\) blev først opdaget for næsten tre årtier siden, men mekanismerne bagved superledningen i materialet er stadig ikke fuldt ud forstået. Dette speciale tilføjer en lille brik til det enorme puslespil det er at løse højtemperatur superledning.
Røntgen og neutroner er blevet brugt til at undersøge superstrukturen kaldt staging, og temperaturafhængige resultater for fire forskellige prøver bliver præsenteret og sammenlignet med resultater fra lignende materialer i litteraturen.
Download links
Nedenfor er der linkes til specialet selv, samt andre relevante downloads.
Specialet var skrevet i en modificeret LaTeX book klasse, ved brug af Lucida font familien. Klassen genererer automatisk en forside og front matter der følger de nuværende KU specifikationer (der tidligere kun var givet som en word skabelon). Del- og kapitel-headers er sat på måder så de passer sammen, med en grå boks med delnummeret (romertal) eller kapitelnummeret i den valgte KU farve. De fleste illustrationer blev lavet med PSTricks, mens dataanalysen og visualiseringerne blev gjort i MATLAB.
Specialeforsvaret slides blev lavet i beamer med Metropolis temaet, delvist ændret for at have et layout der passer ind i det generelle KU look, med Science logoet og Science logo linierne. Jeg brugte XeLaTeX for at kunne bruge Fira Sans font famililien til dette.
Hvis der er interesse, burde det være muligt for mig at udgive begge disse layouts så andre kan bruge dem.
Her har jeg samlet de forskellige logbøger og samlinger som jeg har til de forskellige kurser jeg har deltaget i i løbet af mine studier. Kurserne står i kronologisk rækkefølge, så de ældste kurser er i toppen og de nyeste er i bunden. Hvert kursus har også sin egen underside med en beskrivelse af kurset, og ofte også kommentarer om hvad jeg syntes om kurset efter det var overstået, samt en oversigt over kursets skema og pensum.
Karakterer er givet i den nye skala (7-trins skalaen), eller, hvis kurset er et bestået/ikke bestået kursus, et for bestået.
Hvis jeg har lavet en formelsamling til et givet kursus, er det indikeret med et ikon. Hvis du klikker på ikonet bliver du sendt videre til siden for den specifikke formelsamling. Du kan også se alle formelsamlinger her.
Hvis der er en SIS (StudieInformationsSystem på Københavns Universitet) side for kurset, er det indikeret med et ikon der viderestiller til siden.
Bemærk at kursushjemmesiderne fra og med blok 1 i år 2009, ligger på Absalon systemet i stedet for en åben hjemmeside - hvor der kræves en brugerkonto på KU for at få adgang.
Bachelor-uddannelse
Mit samlede gennemsnit på bacheloruddannelsen var altså 11.1, og jeg optjente i alt 180 ECTS point.
Kandidat-uddannelse
Mit gennemsnit på kandidatuddannelsen er altså 9.0, og jeg har optjent 60 ECTS point. Jeg fortsatte herefter med en 4+4 PhD, så jeg har ikke lavet noget kandidatprojekt.
PhD-uddannelse
Kurser jeg har været instruktor eller hjælpeunderviser i
Andre undersider relevante for mine kurser
Skema
Jeg har gjort mit skema offentligt primært for at jeg selv hurtigt kan finde det, men hvis der skulle være andre som er nysgerrige for at se hvad jeg laver, så kan mit skema, og mine tidligere skemaer, ses ved at følge dette link.
Formelsamlinger
Jeg har efter hånden lavet en ordentlig bunke formelsamlinger til mange af de fag jeg har fulgt, og disse kan helt sikkert også være andre til hjælp. De kan ses ved at følge dette link.
I dette kursus lærte vi først og fremmest om simpel klassisk mekanik den første halvdel, derefter gik vi over til at lære om den specielle relativitetsteori. De brugte lærebøger var som følger:
Mekanikdelen: University Physics, af Young og Freedman
Relativitetsteoridelen: Introduktion til den specielle relativitetsteori, af Mogens Dam (hent den her)
Bedømmelsen i faget var løbende, hvor vi til dels brugte MasteringPhysics på nettet med afleveringsopgaver til hver tirsdag og fredag - samt to prøver efter hver halvdel af kurset var gennemgået. Min pointfordeling var som følger:
MasteringPhysics: 314 ud af 264 point (omregnet til 100 %)
Prøve 1 (klassisk mekanik): 92 ud af 100 point
Prøve 2 (speciel relativitetsteori): 82 ud af 100 point
Sammen med dette kursus hørte der også ugentlige laboratorieøvelser, hvor en logbog var obligatorisk. For at se denne følg følgende link.
Kalender over hvad vi lavede
Jeg udskriver her den officielle kalender over kurset, hvad vi har læst og gennemgået, som Mogens Dam selv har lavet den:
Dette kursus er udelukkende klassisk mekanik, primært om rotation af stive legemer. Den brugte bog i dette kursus var ene og alene følgende:
University Physics, af Young og Freedman
Bedømmelsen i faget er delt op over to dele: MasteringPhysics, ligesom vi brugte det under Fysik 1, samt en skriftlig eksamen til sidst i kurset. De to bedømmelsesformer tæller henholdsvis 20 og 80 %.
Sammen med dette kursus hørte der også ugentlige laboratorieøvelser, hvor vi skulle skrive rapporter over forsøgene. Jeg har ligesom i fysik 1 skrevet en smule logbog til mig selv, og for at se denne følg følgende link.
Kalender over hvad vi lavede
Jeg udskriver her den officielle kalender over kurset, hvad vi har læst og gennemgået, som John Renner selv har lavet den:
Lineær Algebra er et kursus der handler om lineære ligningssystemer, matricer og matriceregning. Kurset er delt op på en kort dag med cirka 2 timers forelæsning, regneøvelser og en klassetime, samt en lang dag med cirka 2.5 timers forelæsning, 4.5 timers egentid med regneopgaver og tid til den ugentlige aflevering, samt halvanden times klassetime.
Bedømmelse i kurset er delvist for de afleveringer vi laver hver uge - en hver uge i 6 uger, hvoraf de 4 bedste af afleveringerne tæller til den endelige karakter. Derudover er der en endelig skriftlig eksamen i slutningen af kurset.
Mine afleveringer er at finde ved at følge dette link. Jeg har for at undgå snyd lukket for direkte adgang til siden med et kodeord, men vil du se hvad jeg har lavet så send mig en mail.
Hver uge får vi en ugeseddel med de forskellige ting vi skal lave og læse for den uge, disse ugesedler er at hente her.
Dette kursus handlede primært om at komme i gang med matematik på et lidt højere niveau end gymnasiet. Vigtige ting lært i kurset var komplekse tal, Taylorpolynomier, grænseværdiproblemer, differentialligninger og funktionsundersøgelse af funktioner af flere variable. Brugte lærebøger var:
Kalkulus, af Tom Lindstrøm
Funksjoner av flere variable, af Tore August Kro (hent her)
Forelæsningsnote til plan- og rumintegraler (hent her)
Bedømmelse i faget var løbende, og vi skulle ugentligt aflevere en tre-opgavers opgave til gennemrettelse, hvoraf kun en af opgaverne blev rettet og givet point for. Jeg har gemt alle disse afleveringer samt bedømmelsen af disse, og de er at finde her. Ud over disse afleveringer havde vi i løbet af kurset to prøver. Mine bedømmelser var som følger:
Afleveringer gennemsnit: 10 ud af 10 point
Prøve 1 (Grænseværdier, komplekse tal og differentialligninger): 8 ud af 10 point
Prøve 2 (Taylorpolynomier og funktioner af flere variable): 9 ud af 10 point
Hver uge fik vi en ugeseddel med de forskellige ting vi skulle lave og læse for den uge, disse ugesedler er at hente her.
Nedenfor kan du se alle mine gamle skemaer fra min universitetsuddannelse. De ligger her primært for at jeg selv kan finde dem hurtigt, men hvis andre kunne have brug for at se hvor tidskrævende et kursus er, så er dette et godt sted at kigge.
Denne side bliver ikke opdateret mere, da jeg er stoppet med min kandidat-uddannelse og i stedet er gået i gang med min Ph.D. (hvor jeg tager så få kurser at det ikke giver mening at lave et skema).
Indholdet på denne hjemmeside har kostet mig blod, sved, tårer og masser af kaffe. Det er alt sammen her, til gratis afbenyttelse så alle kan lære og udforske. Hvis du har lyst til at købe mig en kop kaffe som et tak, så vil jeg være yderst taknemmelig!
The content of this website has cost a lot of blood, sweat, tears, and coffee. It is all here, free for you to learn and explore. If you want to buy me a cup of coffee as a thank you, I would appreciate it immensely!