I går og i dag har jeg været i Odense for at deltage i det årlige møde for DanScatt, organisationen for danske brugere af synkrotron-og neutron-kilder og fri-elektron røntgen lasere. Denne gang blev det holdt på SDU (Syddansk Universitet), ligesom første gang jeg deltog i mødet tilbage i 2012.
Der var masser af gode talks og en poster session om spredning – jeg fik lov til at præsentere nogle af mine LSCO superstrukturer med en poster. Jeg kørte en lidt sjov test af en ny idé jeg fik til den poster jeg vil præsentere senere denne sommer i Sydkorea på ICNS konferencen, hvor jeg vil sætte min telefon eller tablet fast på posteren (i hvert fald under selve poster sessionen). Jeg brugte min telefon denne gang, med animationer af nogle af mine reciprokke rum data. Det fungerede rigtig godt, og fungerede som et godt blikfang for posteren.